0 Menu

Kvinde i flertal

by Vitezslav Nezval

kr195,00

Vítězslav Nezvals Kvinde i flertal, som her præsenteres som den første udgivelse af en samlet digtsamling fra den tjekkiske poetisme og surrealisme, er et stilstudie i denne æstetik. Tematisk er samlingen spændt ud mellem modernitetsbegejstring og udbytnings- eller fremmedgørelseskritik, mellem teknologifascination og naturdigtning. Den maskinelle, industrialiserede modernitet stikker frem alle vegne. Som så mange andre steder i den tidlige avantgarde (i en dansk kontekst ikke mindst hos Bønnelycke) finder vi en lovsang af den moderne storby, men hvor andre digtere kunne tænkes at lovsynge maskinen, industrien og farten som poetiske i deres egen ret, søger Nezval i en anden retning. Han insisterer på at genfinde en dybereliggende skønhed, glæde og munterhed gennem sit arbejde med disse figurer.

Nezval ser ganske tydeligt fremmedgørelsen i det moderne samfund, i industrialismen, men han insisterer samtidig på at finde nærheden gennem samfundet, under fremmedgørelsen. Det er givetvis derfor, der er så mange mennesker til stede i hans digte: de vandrer omkring i den moderne verden, snor sig ind imellem maskinerne og forretningerne og blander sig med hinanden i hans livlige billedsprog, som når i samlingens allerførste linie: ” Hendes vindmøllehænder vinker mig en hilsen”. Vindmøllen bliver til en kvinde, og ikke blot en kvinde, men en kvinde der lokkende søger en kontakt til, en nærhed med forfatteren. Maskinen kommer nok aldrig nærmere at blive menneske.

Metoden er gennemgående i Kvinde i flertal; en form for gen-fortryllelse af en af-fortryllet verden. Kvinder, byer, butikker, smørrebrød, skyer bliver draget ind i det poetiske univers, drejet en anelse og stillet an i nye, uventede billedlige sammenhænge. Som læser bliver vi på den ene side bedt om at overveje hver en lille genstands inderste væsen en ekstra gang – hvad ligner et kvindebryst egentlig? – og på den anden side inviteres vi til at slippe vores egne associationskæder fri og flyde med digtenes legende tankestrøm. Det er på den måde slet ikke let at læse Kvinde i flertal, der kræves en vis disciplin, hvis man skal kunne holde sit fokus rettet mod Nezvals frie associeren uden selv at begynde at lege med. Opfordringen fra Nezval ville nok have været at give slip – poetisterne ønskede, at vi alle skulle være digtere, alle tage ligelig del i en fri, fælles lyrisk leg. Teige skrev i sit manifest, at en ny verden, frigjort fra kapitalens kontrol, må være socialistisk, konstruktiv og rationelt organiseret. Men denne verden behøver også poetismen. Uden dens frie, muntre, lyriske leg umuliggør den rationelle verdensorden lykken og glæden, som er målet for enhver samfundsforandring. Hvis man hører en genklang af Emma Goldmans spydige overvejelser over værdien af en revolution, der forbyder dansen, hører man nok ikke helt forkert.