0 Menu

Ueno Station, parkudgangen

by Yu Miri

200,00kr

Ueno Station, parkudgangen
Yu Miri
Oversat af Mette Holm

"Engang troede jeg, at livet var som en bog, hvor man slår op på første side, og så følger den næste side og den næste side helt af sig selv, indtil man når til den sidste. Men livet er ikke som fortællingen i en bog. Selvom ordene står på rad og række, og selvom siderne er nummererede, er der ingen logisk rækkefølge. Og selvom der er en slutning, er det ikke slut.
Noget bliver tilbage …
Som de efterladte træer på en grund, hvor det forfaldne hus er revet ned ...
Som vandet i en vase, hvor de visne blomster er fjernet …
Noget blev tilbage."

I Ueno Station, parkudgangen er hovedperson og fortæller spøgelset Kazu. Han vender tilbage til den park i det centrale Tokyo, hvor han tilbragte den sidste del af sit liv som hjemløs, og i brudstykker og opsplittet tid optegner han sin egen livshistorie og konturerne af den ulighed, der præger livet for mange i det moderne Japan, og skubber dem ud i samfundets margin.  
Kazu er er født i Fukushima i 1933, samme år som kejseren, og en række tilfældige begivenheder knytter ham til den kejserlige familie. Kazu vokser op i fattigdom og begynder at arbejde i en ung alder. Han fisker kombutang og høster ris, inden han finder arbejde i byggebranchen, og han tilbringer stort set hele sit voksne liv væk fra sin kone og sine to børn. Det hårde arbejde sætter sit præg på hans liv, og da han mister sin søn og senere rammes af endnu et ubærligt tab, giver han op og flytter ind i parken blandt de andre hjemløse. Her vandrer han rastløst  omkring, som mand og som spøgelse, hjemsøgt af fortiden og fremtidens pinsler.

Yu Miri (1968) er forfatter, essayist og dramatiker. Hun er født og opvokset i Japan, skriver på japansk, men har koreanske forældre og er koreansk statsborger. Hun har bl.a. modtaget Akutagawaprisen for romanen Family Cinema og The National Book Award for Translated Fiction for Ueno Station, parkudgangen i 2020.
Yu Miri har som barn af fattige koreanske forældre oplevet diskrimination og mobning gennem sin opvækst, og oplevelsen af at stå udenfor er en hun deler med hovedparten af karaktererne i sine bøger. Hun beskrives som en forfatter, der har en særlig evne til at give stemme til de mennesker, der befinder sig i samfundets periferi – dem der er gemt væk, er udstødte og ikke så ofte kommer til orde.
Siden 2015 har Yu Miri boet i Minami Soma, en af de byer der blev evakueret efter jordskælvet og tsunamien i Fukushima i 2011. Her driver hun, ved siden af sit virke som forfatter, boghandlen Full House og teatret Rain Theatre fra sit hjem.